Aaret (Christian Mondrup)

1. Som året går, skal vore sind
nu vandre gennem vinter ind.
Som træet nu står tomt og bart,
skal vi dets tanke skue klart:
Hvordan det stod på bitte fod,
men dybt i jorden fæsted rod
og voksed til en kæmpe-eg,
ud i hvis grene livet steg.

Det træ er dødt. Nu dækker sne
de marker, som før sang af le
og klang af råb og motorlarm,
til jorden var i frostens arm.
I sjæle, som i verden bor,
nu dækker sne den ganske jord,
og livets sommer sover dybt
i glemsels og i vinters krypt.

Sig da til hvert et frygtsomt sind:
et nådens barn er draget ind,
kan ikke ses af hver og én.
Du ser ham kun, hvis du er ren,
og hvis du faldt som frøet ned
i jordens mørke evighed.
Hvis du er helt alene, du,
så skal du se din frelser nu.

Han er som liv i frugt og frø,
der måtte falde dybt og dø
og færge livets nye år
igennem vintrens larm og sår.
Han gror af jeg'ets hjerterod.
Han er dit liv. Du er hans blod.
Der er så stille på vor jord.
Se, sneen dækker nådens ord:

De, der har mistet alt, som I,
dem vil jeg tage bolig i,
usynlig for alverdens sind,
og bie dér på sommervind.
Og ingen sjæl skal se det ske,
der ikke våger under sne
på denne kolde vinterdag
i livets skjulte spirelag.